Kunsthistorikeren Maria Fabricius Hansen, dr.phil og kommende professor i Kunsthistorie v/ Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, har begået en både underholdende og sprænglærd bog i storformat om Roms arkitekturhistorie fra antikken til i dag. Den udsøgte billedside, der primært er holdt i solnedgangstoner, er skabt af graphic novel-kunstneren Lars Horneman. Det er den ideelle bog til enhver Rom-rejsende, som gerne vil komme bagom byens foranderlige fysiske fremtoning igennem to årtusinder.
Her kan alle være med, da bogen er fortalt i et åbent sprog, sekunderet af Hornemanns levende billeder. Vi oplever gammel og ny arkitektur, indimellem krydret af småscener med finurlige og morsomme optrin. Da tegningerne/illustrationerne er udført i hånden, kan vi se, hvordan ældgamle bygninger, der forlængst er gået tabt, så ud, da de blev bygget, men også da man begyndte at restaurere dem for at holde dem “i live” ved dels at reparere dem, dels at bygge videre på dem, så nye eklektiske stilarter opstod. En lang folde-ud-tidslinje bagest i bogen er kronen på værket. Bogen er udgivet af Arkitektens Forlag og foreligger både i en dansk og engelsk udgave.
Foto: Lisbeth Bonde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar